Borddækning med papirblomster

Nu er anden kollektion af mine papirblomster i samarbejde med det søde par bag Studio About endelig kommet på lager og det skal fejres! Derfor har jeg dækket et bord inspireret af en blomstereng med både hængende blomster, selvstændig stående blomster, blomster i vaser og blomster som glaspynt.
Jeg er godt klar over at bordet er meget “more is more” både med blomsterne og alle pastellerne, men med alle de forsømte fester, som Covid-19 har sat en stopper for, så trænger vi til en ordentlig fest med pynt og glade farver.

Blomsterne i loftet har jeg hængt op vha. fiskesnørre, således de hænger – nærmeste som om de svæver. For at undgå alt for mange huller i loftet, så har jeg brugt tre søm til at holde fiskesnørre, som jeg så har bundet blomster med fiskesnørre på.

På de smukke champagneskåle fra Louise Roe har jeg brugt mine blomster, som bordpynt. Det er meget simpelt, man snor blot blomsterstilken, som er lavet af kraftig ståltråd, tilfældigt rundt om glassets stilk. Hvis man skal dække et større bord f.eks. til en konfirmation eller bryllup, så kunne man samtidig sætte et bordkort fast til blomsten eller i glasset.

Blomsterne som står på bordet, har jeg blot formet, således stilken kan holde dem stående, dvs. lidt ala en fjeder. Jeg synes virkelig at de er med til at give fornemmelsen af en blomstereng.

Glasstellet på bordet er en nyhed fra Lucie Kaas med navnet “Milk”, som kommer til salg her i løbet af juni måned. Farverne på stellet passer perfekt sammen med blomsternes farver.

De smukke glas lys, der lyser op på bordet er også fra Studio About og designet af Mikkel Mikkelsen, som er den ene af de to bag firmaet.

Jeg har brugt både blomster fra den første kollektion af crepepapirblomster og fra den nyeste kollektion til pynt. Farverne på de to kollektioner er nemlig koordineret således, at man sagtens kan kombinere dem.

På Studio About’s webpage har blomsterne faktisk fået deres helt eget univers “Flower Market“, hvor der er fyldt med inspiration til hvordan man bruger papirblomsterner.

Be first to comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.