Som overskriften antyder, så gælder dette indlæg de små glæder både i hverdagen og i livet generelt. Det er desværre bare ikke altid, at jeg sætter pris på det eller bemærker det.
Jeg føler, at jeg er i et sort hul lige nu et sted, hvor jeg er fanget og hvor mit liv eller det liv, som jeg burde have haft, passere forbi mig. For 1,5 år siden fik jeg stjålet mit liv af mine smerter og efter måneder af kampe, smerter, nyt medicin og mange lange samtaler føler jeg stadig, at jeg står på fuldstændig samme sted uden fremskridt. Jeg må stadig melde afbud til 90 % af alt og takke nej til så meget spændende eller i det hele tage helt almindelige hverdagsting. Jeg står tilbage med følelsen af, at jeg blot kigger på det liv, som jeg kunne have haft eller havde, da jeg ikke var plaget af smerter 24 timer i døgnet.
Jeg føler ikke, at jeg bliver taget seriøst i sygehusvæsenet, jeg bliver blot spist af med en ny diagnose og flere piller – lige nu tager jeg 300-450 mg. tramadol retard, 20 mg. noritren, 20 mg. saraoten, 1200 mg. gabapentin, 5 mg. melatonin, 6-8 mg. sirdalud retard, nogle gange 10 mg. morfin dak hver dag og jeg er stadig ikke smertefri. Pt. kræver min nyeste diagnose, oven i stakken af de andre, at jeg skal forholde mig fuldstændig i ro i tre måneder, de tre måneder er snart gået uden mærkbar forskel, hvad betyder det? hvad skal jeg så?
Jeg føler at min krop gør mere og mere ondt, men de fleste fortæller mig blot , at det går bedre, men gør det virkelig det? Får jeg ikke bare mere medicin? Er jeg ikke bare blevet bedre til at skjule min smerte? Til at klare mere? Da mit smertehelvede startede fik jeg “kun” 50 mg. tramadol retard – min medicin er jo ikke kun blevet fordoblet.
Jeg vil dog godt give min mand ret i, at jeg har fået det bedre psykisk, hvilket selvfølgelig også er en lettelse, men jeg vil være helt rask såvel psykisk som fysisk!
Jeg er så træt af, at være fanget i mit eget hus dag ud, dag ind, af at alt skal prioriteres nøje, fordi selv det mindste koster mig dyrt.
Jeg trænger bare så meget til at kunne tage på café med en veninde uden at skulle bruge 80 % af min energi på at kæmpe med mine smerter – uden at skulle bruge tre dage i sengen efter. Jeg længes efter en hverdag, hvor mine smerter ikke diktere alt, hvor jeg ikke skal kæmpe for at give min søn tøj på om morgenen, hvor jeg selv kan gøre rent i mit eget hjem, hvor jeg kan køre bil igen, hvor jeg kan spise om aftenen med gode venner eller min mand uden at blive så syg af smerter, at jeg næsten ender på hospitalet.
I torsdags trodsede jeg min krop, pumpede mig med medicin og deltog til Formland, nu har jeg takket nej to gange og det ville jeg simpelthen ikke mere. Det kostede mig så dyrt, natten efter gik min krop simpelthen i chok og flere dage efter var mine smerter stærkt forøgede, men det var det værd! Jeg følte mig for første gang i meget lang tid som alle andre, i hvertfald udadtil.
Jeg vil bare så gerne have mit gamle liv igen, tanken om at jeg måske resten af mit liv skal have disse smerter skræmmer mig så meget. At jeg aldrig mere kan være klar i hovedet og ikke skal bruge så meget af min energi på at holde smerterne i skak, at jeg skal planlægge alt, at jeg altid er dybt afhængig af andre, at jeg ikke kan være den mor eller den kone, som jeg gerne vil være, at jeg føler mig som en byrde for både familie og venner.
Men… det jeg egentlig ville sige med dette indlæg er en opsang til mig selv om, at jeg skal blive bedre til at glædes over de små ting i livet og være mere til stede i nuet.
Billederne i indlægget tog jeg en dag, da solen skinnede ind i stuen og rummet var så skønt at være i. Selvom jeg føler mig fanget i vores hus, så elsker jeg også huset, det er min base og jeg skal være bedre til at huske det på dårlige dage.
På det sidste billede hænger der en del fastelavnspynt, som jeg har lavet med børnene, for jeg er så priviligeret, at jeg har mulighed for at lave mange kreative ting med mine børn. Tiden med dem er noget helt særligt og jeg har skal huske på, at de er ligeglade med om vi tager på udflugt eller klipper fastelavnsmasker herhjemme.
På billederne i indlægget er der min nye plante og sætterkasse, som jeg lige har fundet i genbrugsen. Jeg bor, heldigvis!, få meter fra en genbrugs og jeg elsker at gøre et godt fund, hvilket jeg har mulighed for pga. mit helbred.
En anden ting er også alle de skønne mennesker, som kommer og besøger mig, som skriver til mig og som jeg ved, vil hjælpe, når jeg og min lille familien har brug for det.
Altså midt i alt smerten, ensomheden og afmagten, så er der jo meget positivt – først og fremmest alt den tid jeg har med mine dejlige børn.
Leave a Reply