Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i 2017, parat til et nyt år med nye udfordringer, oplevelser og bekendskaber. Jeg er klar… på trods af, at jeg på nuværende tidspunkt har brugt hovedparten af 2017 på at ligge på sofaen for at komme ovenpå efter julen og nytårsaften. Men det har så betydet, at jeg har haft tid til at tænke over, hvordan jeg vil ændre mit liv i 2017.
Først og fremmest vil jeg forsøge at downsize – en betegnelse som man formentlig kommer til at høre uendeligt meget i 2017. For downsizing er unægteligt (og heldigvis) en voksende tendens i vores samfund. En tendens, som jeg synes er en enormt positiv udvikling af vores samfund efter nogle år, hvor der nærmest har været kvalmende fokus på at få mere af alt det ydre, på økonomi og effektivitet.
Jeg har brug for at revidere mit liv, finde ud af hvad der er der gør mig glad, hvad det er der betyder noget for mig. Lære at leve med de betingelser, som jeg er blevet givet og acceptere at sådan er det bare. Mit liv skal bruges på at lave noget, som tilføre det værdi. Derfor skal jeg lære strukturere min hverdag bedre samtidig med at jeg prioritere bedre, således jeg ikke bruger min tid på ligegyldige ting og dermed ikke har mulighed for at deltage i det, som jeg burde havde prioriteret højest.
I princippet har jeg haft dette mål i et godt stykke tid nu, men i år vil jeg finde ud af og styre mit liv bedre. Mit liv skal primært indeholde ting, som gør mig glad eller som er godt for mig, således jeg på den måde ikke laver alt for meget af det, som jeg alligevel ikke kan klare eller i det hele taget bryder mig om.
Jeg vil have mere og bedre tid sammen med børnene, for det er jo selvfølgelig de to, som betyder alt for mig. Det er tiden med de to, og min mand, som gør mig lykkeligst. Det er dem, som giver mig lysten til at lære at leve med min sygdom, fremfor at blive ved med at kæmpe imod den.
De materielle rammer i mit liv trænger også til nogle ændringer og det er lige fra alle køkkenskufferne til børnenes værelser! Der trænger virkelig til at blive ryddet godt og gevaldigt op i tingene, for jeg er virkelig en samler, som selvfølgelig heller ikke kan lide at smide ud. Vi har på den bekostning derfor rigtig rigtig mange ting og det skal der laves om på, så jeg ikke skal bruge alt min tid på at rydde op! Desværre har jeg følelser eller måske nærmere minder knyttet til hovedparten af f.eks. mit interiør, smykker, babytøj og tøj, men jeg har virkelig ikke brug for alt det. Kunne størstedelen af det ikke gøre mere gavn og skabe mere glæde hos andre? Selvfølgelig kan det det og så længe det ikke bliver smidt ud, men genbrugt af andre, så gør det mig faktisk glad.
Jeg har allerede fået afleveret nogle kasser i genbrugsen og sat andre ting til salg her på @myhouseinssalg, hvilket giver mig en følelse af ro og det klæder faktisk vores hjem med mindre ting.
Jeg har også behov for at have færre ting omkring mig, lige nu er der mildest talt proppet overalt og selvom vil bor i et stort hus, så er der bare ved at være alt for crowded. Jeg kommer selvfølgelig aldrig til at bo hverken helt eller delvist minimalistisk, selvom jeg nogle gange flirter med tanken, – på det område er jeg trods alt en realist 😉
Jeg kommer selvfølgelig ikke til at stoppe med at “shoppe”, for jeg elsker at se nyt design, blive inspireret, se de nye tendenser, beundre et håndværk mv. for interiørbranchen har altid interesseret mig utrolig meget.
I forhold til nye ting, så er jeg dog ret god til at holde mig i skindet, men det er desværre noget helt andet med 2hand!
Jagten efter 2hand har nemlig også altid interesseret mig, der er noget helt unikt ved at tage på loppemarked, besøge genbrugsbutikker, antikbutikker, tjekke auktionssider, instagrambutikker mv. Det er skattejagten, spændingen ved at kigge igennem de forskellige ting med hver deres historie/fortid, prisforhandlingen, renoveringen, informationssøgningen og så mere generelt at holde sig opdateret om prisniveau samt hvilket ting der er eftertragtet og så det at samle på noget. Faktisk kunne jeg blive ved for der er så meget ved lige præcist 2hand, som interesseret mig. Når man shopper 2hand, så er de fleste genbrugsting unikke både bogstavligt talt, men også fordi der som regel kun findes den genstand med lige præcist den patina lige nu… indtil en anden opdager den og køber den, hvis jeg ikke slår til først. Derfor har jeg samlet alt for mange ting og jeg har ikke været god til at mærke efter om vi virkelig behøvede endnu en vase, endnu en stol eller endnu en lampe.
Det er ikke kun mit indre, som trænger til ændringen, mit ydre trænger i den grad også til downsizing, både for min egen forfængeligheds skyld, for mit helbred og selvfølgelig også for at være et bedre forbillede for mine to børn! Jeg SKAL til at spise sundere og meget gerne tabe mig, da jeg har taget ret mange kilo på de sidste to år grundet min medicin, dårlige vaner og alt for meget slik, chokolade og kage.
For snart 14 dage siden tog jeg mig sammen og begyndte at leve sundere og især uden de mængder sukker, som jeg før var vant til! Det går heldigvis fremad, så meget at jeg nu sagtens kan klare mig uden en pose slik eller en chokoladebar om dagen! 😉
Det endte med at blive et langt indlæg, meget mere end jeg havde regnet med, for jeg ville egentlig bare skrive rigtig godt nytår.
Leave a Reply