Stilhed

Jeg blev selvfølgelig nervøs og vækkede min mand, som jeg fik snakket det igennem med. Hvilket endte med, at jeg egentlig var ret sikker på, at det var en vandcyste. Eller i bagklogskabens lys så havde jeg nok bare lyst til at fortrænge, at jeg havde fundet en knude og så bare satse på, at den ville gå væk af sig selv. For jeg kunne/kan ikke klare, hvis knuden skulle vise sig at være kræft. Min mand synes dog, at jeg skulle skrive en mail til min læge – “bare lige for at være på den sikre side”. Hvilket jeg selvfølgelig gjorde allerede mandag morgen.

Jeg fik allerede en tid om onsdagen, hvor jeg i forvejen (heldigvis), havde en aftale med min veninde Majken. Jeg var egentlig ikke nervøs lige på dagen, det føltes alt for uvirkeligt. Det ændrede min læge desværre meget hurtigt på.
Jeg følte mig egentlig som en hypokonder og var egentlig lidt flov over, om det nu ville vise sig, at der ikke var en knude. Det kunne jo måske være en kirtel eller lignende. Jeg var også bange for om hun kunne finde den, om den overhovedet var der, for jeg ville jo ikke spilde hendes tid!
Hun sagde ikke rigtig noget, da hun undersøgte mig. hvilket umiddelbart fik mig til at tro, at der ikke var en knude. Jeg sad først op og så skulle jeg ligge ned, således hun kunne mærke brystet bedre. Jeg forventede, at hun vill fortælle mig, at hun ikke kunne finde knuden, så jeg spurgte undskyldende om, jeg skulle finde knuden for hende. Men hun kunne sagtens finde den både imens jeg var liggende og siddende og nu ville hun mærke mig under armene og ned imod brystet. Hendes ansigt var alvorligt og hun var stille i nogle meget lange sekunder, hvorefter hun spurgte mig om der var nogle i min familie, som havde kræft eller brystkræft. Med et gik hele mit indre i chok, for lige dér gik mit allerværste mareridt i opfyldelse; at jeg ville dø fra mine børn, præcis som min far døde fra mig. Jeg følte mig magtesløs, jeg havde jo lovet mig selv, at mine børn skal aldrig lide samme tab, som jeg har lidt og mærke følelsen af at miste en af mine allernærmeste. Jeg var helt mundlam, vidste slet ikke hvad jeg skulle sige eller gøre og min læge blev bare ved med at snakke om kræft.

Min læge fortalte mig afslutningsvis, at der nok ikke gik særlig lang tid før jeg blev indkaldt til at få lavet en mammografi, da det jo i værste fald kunne være kræft. Jeg ventede imidlertid; den igangværende uge, hele ugen efter indtil jeg først, ugen derefter, mandag formiddag blev ringet op af en sur sygeplejeste. Hun fortalte mig, at der ikke var tider på Randers sygehus før 2018, da de ingen læge havde tilknyttet pt. Hun kunne derfor tilbyde mig en tid mandagen efter i Viborg kl. 16 og hvis jeg ikke ville have den, så skulle jeg vente endnu længere.

Siden jeg fandt knuden eller det startede faktisk allerede, da jeg fik mistanken om, at der var en knude pga. smerterne, har jeg haft problemer med at falde i søvn og i det hele taget at få sammenhængende søvn. Jeg sover først ved 2 tiden, vågner omkring 3 gange om natten, hvor jeg kan være vågen i længere tid for så at stå op klokken 7. Aftene inden eskalerede det hele, jeg var så bange og ked af det samtidig med at alle mine spekulationer “kogte over” i mit hovede. Jeg var inde ved begge børn flere gange for at sige godnat til deres sovende, ubekymrede og uskyldige ansigter og måtte kysse dem flere gange. Tanken om hvad jeg, i værste fald, skulle udsætte dem for gjorde så ondt i mit hjerte, at jeg følte, at det ville sprænge og jeg begyndte at hyperventilere. Klokken blev alt for mange før min mand fik mig beroligede nok til, at jeg faldt i søvn med en ubehagelig drøm.

Næste morgen var jeg helt forfærdelig. Jeg vågnede med hvad der måtte være tæt på et migræneanfald samtidig med, at jeg havde så stærke smerter, at jeg følte, at jeg skulle kaste op. Jeg kunne slet ikke snakke eller hjælpe med børnene, jeg var helt i chok. Jeg måtte ligge på sofaen i fosterstilling med varmepuden uden at bevæge mig indtil nogle af mine piller begyndte at virke. Jeg burde selvfølgelig havde forudset at min psykiske tilstand sammen med den manglende søvn ville få mine smerter til at eskalere. Efter to slemme timer begyndte jeg at kunne udholde smerterne, således jeg kunne “ bevæge” mig  igen og få et bad, hvorefter at vi kørte mod Viborg. Vi ankom derfor til Viborg i god tid inden skanningen, for at jeg kunne nå at komme mig lidt efter den hårde biltur og undgå at stresse.

Det gik nogenlunde, da vi ankom til hospitalet, nu var jeg kommet til det punkt, hvor det bare skulle overstås. I venteværelset, var der kun en anden patient udover min mand og jeg. Jeg fik øjenkontakt med hende og hun så lige så nervøs ud som mig, Hun kom ind før mig, men da hun kom ud kunne jeg ikke se, hvilket svar hun havde fået og det gjorde mig endnu mere nervøs.

Endelig kom turen til mig og det gik heldigvis rigtig rigtig godt! Sygeplejersken som lavede mamografien var meget sød og forstående, jeg tror virkelig heller ikke, at jeg kunne have klaret andet. Til sidst kom lægen ind, hun mindede om en kvinde, som jeg netop havde set et program om i fjernsynet. Hun lavede en ultralydsscanning af begge min bryster, mens jeg opridsede min historie for hende. Hun sagde hurtigt, at alt så fint ud og at det var væv, som havde vokset sig lidt deformt og føltes som en knude. Hendes dansk var lidt svær at forstå, men heldigvis genfortalte sygeplejersken det hele for os, så vi fandt ud af, at der slet ikke var nogen tvivl om, at alt ser helt fint ud.

Det har været nogle af de værste uger i mit liv og angsten for, hvad det kunne havde været, har endnu ikke lagt sig. Men for hver dag der går, føler jeg mig mere og mere heldig og dybt taknemlig for, at jeg ikke skal kæmpe mod kræft. Jeg tror nemlig ikke, at mit immunforsvar ville vinde den kamp, på baggrund af min sygdomshistorie.
Jeg føler så dybt med alle dem, som dagligt kæmper/har kæmpet mod kræft samt alle de øvrige mennesker i de berørtes liv.
Efter denne forskrækkelse vil jeg opfordre alle jer kvinder, som læser med her på bloggen til at undersøge jeres bryst regelmæssigt, se evt. mere hos Kræftens Bekæmpelse her.

Det har været utrolig grænseoverskridende at udgive dette indlæg, fordi det er så personligt. Jeg har før udgivet personlige indlæg, men dette føles bare anderledes.
Jeg havde bare brug for at skrive indlægget, hvor jeg kunne sætte ord på det hele for bedre at bearbejde det.
Desuden hjalp det mig meget selv, da jeg læste dette indlæg, som Louise fra “Mor til Mernee“, har skrevet. Indlægget er udgivet i forbindelse med, at hun fornylig stod i selvsamme situation.
– Jeg vidste intet om, hvad der skulle foregå til mammografien, skanningen eller om det var normalt at være så bange, at have så mange tanker, som fyldte mere og mere jo nærmere jeg kom undersøgelsen. Derfor var det beroligende at læse Louises indlæg og hvis mit indlæg på samme måde kan støtte andre i samme situation, som ville det jo være fantastisk. For man føler sig alene om tankemylderet og angsten. Det er jo umuligt for andre at vide, hvordan de selv vil reagere før, de står i samme situation. Før man står i ingenmandsland og afventer, hvad der føles, som sin livsdom. Derfor er det så rart at læse om andre i samme situation. At blive bekræftet i, at det er helt okay at have alle disse tanker selvom, det forhåbentlig viser sig, at man ikke har kræft. For det resultat har man jo ikke før efter skanningen og indtil da, tager de fleste af os jo sorgerne på forskud.

Jeg vil også gerne på forhånd sige undskylde til de venner og familiemedlemmer, som jeg ikke har fortalt det til før gennem dette indlæg. Især min ældste veninde Maja – Undskyld! Jeg ville så gerne sige det til dig, men jeg kunne bare ikke, for så blev det på en måde mere virkeligt og jeg har bare ville fortrænge alt.
Sidst men bestemt ikke mindst, så vil jeg også gerne benytte indlægget til at sige inderligt tak til min uundværlige familie og veninder for alt jeres omsorg, hjælp, snakke og opbakning. Jeg er så taknemmelig over at I er i mit/vores liv. Tak.