Her i løbet af sommeren (eller måske bare generelt hele året for mit vedkommende!) kigger mange nok efter lokale genbrugsbutikker eller reolmarkeder, når de holder ferie i Danmark. Derfor vil jeg forsøge at lave nogle guides og generelle anbefalinger fra de områder, som jeg kender. Dette indlæg handler om den dejlige by Ebeltoft på Mols, som jeg er så heldig kun at bo 35 min. fra i bil.
Ebeltoft har flere velgørenheds genbrugsbutikker og de er faktisk alle et besøg værd. Dog vil jeg gerne fremhæve Kirkens Korshærs ene butik på A. Knudsens Vej 6A, som modsat de andre ikke ligger midt i byen, men i industrikvarteret. Butikken sælger alt undtagen tøj, men der er møbler, lamper, glas, køkkenting, smykker, keramik, nips, bøger, legetøj og mv. Jeg har virkelig gjort nogle fantastisk fund der – særligt af keramik, billeder og lamper til yderst fornuftige priser.
Generelt er der meget keramik og glas i butikkerne i Ebeltoft, hvilket formentlig skyldes, at flere kunstnere og kunsthåndværkere har værksted på Mols.
Butikken har af en eller anden underlig grund altid 50 % rabat på billeder og rammer og udvalget er fint. Husk altid at tjekke hylderne bag kassen, da personalet ofte udstiller de mest dyrebare ting der.
Det eneste minus ved butikken er dens åbningstid, som man lige skal huske at tjekke inden man kører til Ebeltoft. Butikken åbner nemlig først kl. 13 mandag, tirsdag og fredag, butikken har lukket onsdag, torsdag er der åbent fra kl. 10-17 og om lørdagen fra kl. 10-13.
Kirkens Korshærs butik nede i centrum af Ebeltoft på Jernbanegade 7, er næsten lige blevet renoveret og det er virkelig en fin butik, med tøj, hobbyting, bøger, smykker og enkelte køkken samt pynteting. Dog synes jeg, at det er svært at gøre et fund der, måske fordi der er så mange lokale såvel som turister som besøger butikken.
Næsten overfor Kirkens Korshærs butik i centrum ligger en lille perle af en Røde Kors Butik, som man nemt kan komme til at overse, den ligger gemt på en lille lukket sidegade på modsatte side af Kirkens Korshær på Jernbanegade 10. Her er der primært tøj og sko, men man kan også købe køkkenting, smykker, nips, hobbyting, spil, legetøj og billeder. Butikken er meget lille, men da mange overser den eller springer den over kan man godt finde nogle rigtig gode ting der. Desuden er personalet så søde og hjælpsomme.
Take Now på Vestervej 7 (tæt på den skønne kaffebar Apelgren Jordt Coffee, som er et must når man er i Ebeltoft) er efterhånden blevet min favorit. Billederne i dette indlæg er også derfra. Jeg synes at de fleste af standene har helt fair priser og man kan nærmeste finde alt mellem himmel og jord i butikken. Der er også en stand med lokalt kunsthåndværk med noget fint keramik.
Butikken er også i en overskuelig størrelse modsat flere andre reolmarkeder. Det er det perfekte sted, hvis man har lyst til at komme på loppemarked indendørs. Husk at man tit kan spare mange penge, hvis man besøger et reolmarked sidst på måneden, hvor dem, som har opsagt deres stand ofte har rabat for at komme af med deres varer. På samme måde er det sjovt at se de nye stande først på måneden.
Der ligger også flere antik butikker i Ebeltoft, men jeg må indrømme, at jeg ofte prioritere ovenstående i stedet for, da jeg gerne vil gøre et fund og det er sjældent man gør det hos en antikhandler 😉
Jeg vil også lige anbefale Plus Patina, som er en luksus genbrugsbutik med mange rigtig fine ting. Butikken ligger på Falcksvej 1 – husk at tjekke deres åbningstid inden du besøger butikken, da den har lidt specielle åbningstider. Det er muligt at handle om prisen her.
I sommerhalvåret og i ferier har flere af de små byhuse tit ting til salg foran deres huse i centrum af byen, her har jeg virkelig gjort nogle gode kup. Desuden afholdes der i løbet af sommeren flere rigtig gode loppemarkeder. Min favorit er Bagagerumsmarkedet på Lundbergsvej 2 udenfor Ebeltoft centrum, men jeg kan også anbefale markedet foran Glasmuseet samt det Ved Rådhuset.
Skriv endelig hvis I har flere tips til genbrugsbutikker i Ebeltoft!
Leave a Reply