God bagjul

Glædelig bagjul og rigtig god nytår! Jeg har holdt lidt lav profil her på bloggen grundet en hektisk julemåned samt en tiltrængt juleferie med min mand og to børn.

Det sidste stykke tid har livet godt nok taget nogle besynderlige drejninger for min familie. Især sygdom har spillet en stor rolle, hvilket desværre ikke var nogen overraskelse. Jeg vil ikke rigtig komme ind på, hvad der er sket/sker i min familie, da de ikke selv valgt at få deres historie ud på min blog. Jeg vil blot nævne, at jeg er meget påvirket af det hele, da jeg holder så uendeligt meget af dem alle. Jeg håber virkelig at 2016 blive et meget anderledes år, hvor sygdom kan træde i baggrunden.

I den sidste halvdel af 2015 er jeg dog blevet bedre til at forstå min krop. Bedre til at forstå, hvad der sker med min krop og hvordan psyken kan påvirke kroppen.
Jeg har lært mig selv at kende på en helt ny måde, jeg er blevet “Kristina”, hende som jeg er og ikke hende, som andre har manipuleret mig til at være. Jeg græmmes over fortiden, hvordan jeg har været, hvordan jeg er blevet behandlet og hvorfor jeg skulle så langt ned for at se det hele klart. Men jeg kan ikke ændre fortiden, nu er jeg, hvor jeg er og skal leve udfra det. Og det skal jeg uden at se mig tilbage såvel som frem i tiden, for det kan jeg ikke bruge til noget i nuet.

Som jeg skrev i starten er mine smerter i ryggen og bækkenregionen der stadig, i perioder er de altødelæggende og andre gange kan jeg presse dem i baggrunden. Tillige er mine led, især på fingrene og tæerne, begyndt at gøre ond.
Mit største problem er, at jeg stadig kæmper imod dem det meste af tiden, fremfor at lytte til min krop. Jeg har bare så pokkers svært ved at acceptere, at det er min krop, der bestemmer, at jeg ikke er rask endnu og at jeg ikke kan sejre over den. Min læge ved Smerteklinikken vil derfor have mig på ventelisten til et Smertehåndteringskursus, hvilket i første omgang slog mig helt ned. Jeg tolkede beskeden som om, at jeg var kronisk syg uden mulighed for bedring og derfor skulle lære at leve med min “nye” krop. Han sagde endda “glem dit gamle liv, det får du aldrig igen”, hvad fanden er det for noget at sige til en fortvivlet og grædende kvinde! Tildels mente han selvfølgelig også, at mine smerter ville aftage i styrke, når jeg giver min krop den hvile, som den har brug for lige nu.
Langsomt forsøger jeg at lytte, men det er bare så svært, når alle i min omgangskreds har gang i deres karriere og jeg bare er fanget i mit hjem.

Mine kontaktspersoner i sygehusvæsenet havde anbefalet mig nogle måneder, hvor jeg skulle lave noget, som gjorde mig glad. Jeg havde akut brug for at få ændret min negative tilgang til mit “nye” og meget begrænsede liv.
Tidligere har jeg kun været meget lidt udenfor bygrænsen i hjembyen, men nu kan jeg bare mærke, at det slet ikke er nok, jeg har behov for at komme ud, møde andre mennesker og få følelsen af at have et liv igen. Min læge har været utrolig forstående og givet mig lov til at deltage i et keramik kursus på Godsbanen sammen med Pernille – selvfølgelig nogle forbehold. Heldigvis gik det bare så godt! Det er helt vildt, så meget det har giver mig, at få lov til at kreere keramik sammen med nogle søde mennesker og ikke mindst en super dygtig lærer, Ninna Gøtzche.
Jeg væver stadig og jeg elsker det! Der er altid nye muligheder, farver eller mønstre til vægtæpperne. Jeg tror, at jeg har mindst 50 tæpper inde i hovedet, som jeg gerne vil væve. I december eksperimenterede jeg med at væve på en stor flad metalstjerne, som endte med at blive meget fin.

Det var lidt om hvordan det står til herhjemme og med dette indlæg håber jeg på, at jeg igen kan begynde at blogge lidt oftere! Nogle gange føler jeg bare, at jeg er to personer udadtil; blog Kristina og syge Kristina, men jeg fungere selvfølgelig bedst, når jeg kun er én person. Nu skal jeg bare tilbage til, at jeg også kun er én person såvel online som offline.

Tusind tak fordi du har læst med helt her til, det betyder så meget for mig.