Juni og juli måned er simpelthen gået så hurtigt og nu er vi allerede snart midt i august måned! Vi har virkelig nydt sommeren sammen og fået skabt en masse nye minder med vores hurtig voksende børn… Isabella fyldte jo 10 år her den 1. august!
Herover er en lille blanding af billeder fra min telefon, flere af dem går igen på instagram, men det er jo ikke alle opslag, som man får set pga. deres algoritme.
Jeg har købt en virkelig særlig kop, som har været min favorit lige siden, den kom med mig hjem. Det er den skønne kop med konkylien som hank fra Dorte Kristoffersen. Jeg hentede koppen i hendes værksted, som er beliggende i Formuleret på Jægergårdsgade sammen med Ninna Gøtzsche, som jeg tidligere har skrevet om her. Her fik jeg lov til at tage nogle billeder af Dorte Kristoffersens helt særlige keramik. Jeg vil godt indrømme, at jeg gerne ville have haft mere end konkylie koppen med hjem derfra!
Keramikken i de lyserøde og koralfarvede nuancer er fra Bjarni Sigurdsson og billedet har jeg taget i forbindelse med mit arbejde hos Helene/1+1 textil & design. Det er også fra Helenes studio billedet af den store væv stammer fra. Jeg bliver altid så inspireret i hendes fine studio af alle garnrullerne, vævene, vinduerne, hendes designs, keramikken og alt det andet.
Det er dog stadig ikke væven, men min Danellanål, som jeg arbejder med herhjemme. Den er bare så dejlig at arbejde med, fordi jeg hurtigere kan få mønsteret “ud af mit hovede” og ned på lærredet fremfor med væven. Og så fylder Danellanål noget mindre end væven, hvilket betyder, at jeg kan have den med mig. Jeg har efterhånden en del værker, som er færdige, men jeg mangler blot inspiration til, hvordan kanten skal se ud. Lige nu er lærredet spændt rundt om en ramme.
Flere af billederne er hjemmefra min lillesøster @pernilleras, fordi hun er flyttet tættere på mig og min anden lillesøster, så nu kan jeg besøge hende oftere 🙂 Det er virkelig noget som jeg nyder, for vi er ret ens, når det kommer til indretning og genbrugsfund og vi kan snakke om det (alt) for længe. Og så laver hun det BEDSTE mad (og kage)!
Jeg har egentlig aldrig rigtig fået præsenteret min lille Malteser Molly her på bloggen, men det har jeg så, så rigeligt, på instagram. Hun er simpelthen min, såvel som resten af familiens, lille guldklump! Molly viger ikke fra min side, hun er meget knyttet til mig, hvilket bestemt ikke gør mig noget. Selv om natten sover hun enten under vores seng, præcist under, hvor jeg har mit hovede eller i sengen på min hovedpude op af mit hovede. Desuden kommer hun altid hen og ligger hos mig, når jeg har det skidt med mange smerter. Jeg tror hunde kan mærke sådan noget.
Jeg elsker mine gåture med hende, det er så afslappende at nyde en god podcast samtidig med, at jeg går med Molly.
Hvor kan man også hurtigt blive afhængig af podcasts og hvor er der mange gode! Jeg hører efterhånden en podcast hver gang lejligheden byder sig, det er godt nok et medie, som jeg ikke vil undvære i min hverdag.
Vi har også været en del på stranden, for det er noget, som alle i vores lille familie elsker. Vi håber engang, at vi får mulighed for at købe et sommerhus eller måske fast bopæl lige ved havet, så man kan nyde stranden døgnet rundt.
Leave a Reply