Sidste uge havde jeg den bedste dag i meget lang tid! Keramikeren Ninna Gøtzsche havde inviteret Pernille og jeg på værkstedsbesøg i hendes keramikværksted og -butik, Formuleret, på Jægergårdsgade i Århus.
Jeg glædede mig så meget til at komme bag om hele processen med skabelsen af de forskellige designs og selv prøve kræfter med leret. Først startede vi med en kop kaffe og kage og når man er på besøg på et keramikværksted, så er alt stellet selvfølgelig håndlavet og unika’er – jeg var i himlen.
Herefter startede vi hårdt ud med drejebænken og jeg skulle prøve først efter Ninna kyndige præsentation! Når man ser det fra sidelinien, så det ret nemt ud, især når Ninna, der har arbejdet som keramiker i 16 år, viser det, men det er det altså ikke. Hænderne skal ligge på den helt rigtige måde på leret, der er nogle helt bestemte steder på hænderne/fingrene, man skal presse med og presset skal være meget nøjagtigt. Ninna var den bedste læremester, man mærkede med det samme, at hun har stor erfaring med at lære fra sig formentlig via hendes erfaring med keramikholdene på Godsbanen (håber engang, at jeg kan gennemføre sådan et kursus).
Målet med dagen var, at vi skulle forsøge, at lave et af Ninnas nyere designs, en hængepotte med indbygget underskål. Leret vi drejede kunne selvfølgelig ikke nå at tørre, så vi kunne arbejde med det den dag, ler har nemlig lange tørretider gennem de forskellige processer. Ninna havde derfor lavet nogle skåle klar til os, som vi kunne arbejde videre på – de var også drejet lidt bedre end vores var 😉
Her skulle vi skære skålen op to steder, gøre den smallere i omkredsen og samle den igen. Vi fik lært en del om hvordan man arbejde med leret, når det ikke var vådt samt hvordan man skære og samler leret igen.
Inden kanterne skulle finpudses med vand, skulle vi lave hullerne til snoren den skulle hænge i.
Tilsidst skulle hængepotterne tørre igen, derfor kunne vi ikke nå at være med til glaseringen, den del laver Ninna for os, så det må jeg se en anden gang eller måske selv prøve hos Godsbanen.
Leret som potterne er lavet i er en blanding af ler, så hængepotten vil se marmoreret ud, der hvor den ikke bliver glaseret. Vi valgte selvfølgelig begge, at vores hængepotter skulle glaseret blå i toppen så underdelen af potten er uden glasur og man kan se den smukke marmorering.
På nogle af de sidste billeder kan man se Ninnas hængepotter, som også kan fås som almindelige potter. Jeg er især vild med den sorte potte med den røde blomst i.
Vi fik også begge drejet to skåle, som jeg glæder mig rigtigt meget til at se efter de er blevet glaseret – selvfølgelig også i blå.
Efter denne dag har jeg fået endnu mere blod på tanden for at forsøge selv at lave noget keramik, nu skal jeg bare finde en måde, hvorpå min krop kan være med uden alt for store konsekvenser.
Jeg er i gang med at lave et indlæg med billeder af Ninnas keramik, for det fortjener et indlæg for sig selv.
Tusind tak Ninna og Pernille for en fantastisk spændende dag i super selskab og med lækker forplejning.
Leave a Reply