Den 29. februar for 3 år siden fødte jeg vores yngste søn Storm og det valgte vi at fejre i lørdags, da den 29. som bekendt ikke figurere i kalenderen i år. Det er efterhånden blevet en tradition i vores lille familie, at børnene bliver overrasket om morgenen på deres fødselsdag med et pyntet morgenbord og pyntet rum generelt sammen med gaverne selvfølgelig.
I år var Storms gave en del af “pyntet”, jeg havde byttet mig til et telt fra Vilac af en nær veninde, som desværre ikke havde plads til det mere. Teltet var oplyst med en lyskæde og pyntet med hvide fjer med guldglimmer, som jeg selv havde lavet og heldigvis havde vi ramt plet – Storm elsker teltet.
Stuen var pyntet med hvide papmaché balloner med sølvglimmer, som skulle ligne svævende balloner.
Spisebordet til gæsterne var dækket og pyntet i grønne nuancer med et grønt stel (nyt genbrugsfund), kaktus servietter fra Søstrene Grene, blomster og stearinlys i de dekorative Grass vaser, som Claydies har designet for Normann Copenhagen.
Lagkagerne betyder meget for begge børn – især pynten og smagen selvfølgelig. Begge kager er lavet med chokolade lagkagebunde lagt sammen med hjemmelavet is. Den ene var magen til den islagkage, som jeg lavede til Janichs fødselsdag og den anden lavede børnene og jeg sammen, hvor vi lavede en chokolade is med kakaopulver og Marabou med oreo samt hindbær is med hindbærsyltetøj. Lagkagerne var pyntet med jordbær, blåbær, flag fra Meri Meri, vimpler og lys fra Søstrene Grene.
Storm var vild med det hele og meget glad for, at det var ham, som var i centrum. 3 år er noget helt særligt og jeg krammede ham, så mange gange for nu har jeg for alvor en stor dreng.
Tredje sidste billede er af små poser fra Søstrene Grene med popkorn og små hjemmelavet trøfler, som Storm har med i børnehaven i dag. Opskriften på trøflerne har jeg fået via en, som jeg følger på instagram:
Trøfler ca. 18 stk.
1 stk. købt hindbærroulade
1 stk. mazarintærte
2 spsk kakao
1 spsk. hindbærsyltetøj
1 sjat romessens
Ovenstående moses sammen og trilles til kugler, som tilsidst rulles i forskelligt krymmel alt efter, hvad man bedst kan lide.
Leave a Reply