Så er operationen overstået

Som overskriften antyder, så er jeg endelig blevet opereret for en stor diskusprolaps i lænden og heldigvis gik alt godt.
Jeg har ikke mærket alle mine gener i benene, hofterne og i lænden siden det øjeblik, hvor jeg blev slået ud af narkosen. Alt imens jeg havde øjenkontakt med en sygeplejeske med blond page, som forsikrede mig om, at hun ville være ved min side og passe på mig under hele operationen. Jeg tænker, at hun måske fornemmede min angst? For angsten kom for alvor anstigende samtidig med, at Janich og jeg blev henvist til vores værelse på Patienthotellet og blev informeret om, at jeg ville blive dagens første. Jeg ville blive hentet inden den næste time og skulle derfor med det samme udskifte mit eget pinlige rene tøj ud med hospitalstøj i str. xl – det med den skrigende gule syning, som altid får tøjet til at syne, som om det ikke er vasket rent.
Hold op hvor kan man hurtig miste alt ens selvværd i forhold til ens udseende! Det, at iføre sig hospitalstøj fra inderst til yderst (helst et nummer eller to for stort og selvfølgelig uden bh’en), droppe sin make up samt personlige accessories, som f.eks. ens briller eller øreringe, er den hurtigste måde! Bum så ligner man noget, der er løgn på få minutter! Og det blev bestemt ikke bedre efter operationen, men her betyder det heldigvis mindre pga. smerterne og morfinen.

Jeg blev hentet omkring kl. 8 af en operationssygeplejeske med brune øjne, jeg fik ikke rigtig sagt “farvel” til Janich, kun et hurtig kys og så måtte han stå tilbage og vinke, da vi med raske skridt gik mod elevatoren. Jeg fik et kortvarrig flashback til den sidste gang, hvor jeg besøgte min far på hospitalet. Han stod præcis som Janich og jeg vidste på en eller anden mærkelig måde, at det var sidste gang, at jeg ville se min far. Den samme tanke poppede uundgåeligt op i mit hovede, men heldigvis distraherede sygeplejeskens øreringe mit tankespind. Hun bar et par oxideret stjerne øreringe fra Line&Jo´s første smykkekollektion, som kortvarigt fik mig til at mindes dengang, hvor jeg selv lige havde købt selvsamme par. Dengang hvor jeg havde et noget anderledes liv end nu, hvor bekymringerne var mindre og hvor jeg stadig havde en rask krop.

Turen til operationsgangen var hurtigt overstået, jeg fik det mintfarvede hårnet på og med et, var jeg hovedpersonen i mit helt eget afsnit af “Skadestuen”. Jeg mødte to sygeplejesker mere, en overlæge, kirurgen, som jeg havde mødt tidligere samt en lille håndfuld mennesker, som ikke præsenterede sig. Angsten for operationen fik mig dog hurtigt tilbage til virkeligheden.
Forstuen til operationsstuen var spartansk indrettet med en enorm stålvask, en skoreol med et udvalg af de traditionelle hvide træsko og nogle hvide skabe.
De to nye sygeplejesker forsøgte at lægge et drop i min højre hånd, men nålen ville ikke rigtig komme ind i blodåren. De informerede mig om, at hele regionen netop havde investeret i nye venfloner, da de var billigere end de gamle, desværre virkede de bare ikke det meste af tiden. Selvfølgelig virkede den ikke på min stakkels hånd (som stadig er et stort blå mærke), så jeg endte med, at de måtte lægge et nye drop på ydersiden af hånden med en af de gamle venflon, som virkede. Den anden venflon lovede sygeplejesken først at fjerne, når jeg var i narkose, for det gjorde pokkers ond i min hånd og jeg hader nåle!

Jeg fik et par træsko på i str. 46, som den ene af sygeplejskerne refererede til som kanerne og så fik jeg bud på at træde ind i operationsstuen uden at berøre tingene på de grønne borde, da de var sterile… Som om jeg overhovedet havde den mindste lyst til at kigge mig omkring i rummet og da slet ikke på de grønne borde – så kunne jeg da få mareridt over, hvilke instrumenter der ville blive brugt på min ryg!
Jeg skulle ligge som en flitsbue på en seng, som kunne hæves/sænkes ved alle kanter og led – jeg måtte virkelig havde set grotesk ud. Sygeplejesken med stjerne øreringene pakkede mig ind i et varmetæppe og alle sørgede for, at jeg lå godt. Kirurgen begyndte at tegne på min ryg med en alt for skarp kuglepen, det føltes nærmest som om han var i gang med at tegne en fodboldsbane på min ryg med en sløv hobbykniv.
Herefter skulle jeg trække vejret i en iltmaske, som lugtede forfærdeligt, imens de allesammen forventningsfuldt kiggede på mig, parate til at påbegynde operationen, så snart jeg lukkede mine øjne.
Det var her den lyshårede sygeplejeske forsikrede mig om, at hun ville passe på mig under hele operationen. Hvorefter hun henvendte sig til de andre og sagde, at nu måtte de gerne lade bedøvelses komme. Jeg forsøgte at kigge på droppet i hånden, for at se, om jeg kunne se/mærke, hvornår bedøvelsen “ramte” min blodåre, men så forsvandt min bevidsthed.

Det næste jeg husker er, at flere mennesker rusker i mig, imens de råber “Kristina vågn op”, “Kristina så er det overstået”. Jeg forsøgte virkelig at vågne, men det var som om, at alle celler i min krop ønsker at sove. En time efter forsøgte en sygeplejeske igen at vække mig, men jeg har utrolig svært ved at fokusere eller i det hele taget holde mig vågen. Jeg føler mig generet af slangerne med ilt ved mine næsebord og bemærker, at min tunge føles følelsesløs. Jeg beder om at komme til at ligge på siden fremfor på ryggen, da ryggen gør ondt. Desværre skal jeg være liggende på ryggen de første times tid efter operationen. Desuden sidder der en slange inde i min ryg for at suge overskydende blod fra operationssåret og den skal blive siddende i de næste par timer. Jeg døser hen igen og bliver vækket, da en sygeplejeske spørger om jeg skal tisse, hvilket jeg ikke kan svare på, da jeg er helt væk. Hun scanner min blære, mens jeg døser hen igen. Selvfølgelig er min blære fyldt og selvfølgelig kan jeg ikke selv tisse! Derfor må sygeplejesken tømme min blære i hvad der føles som en uendelighed, alt imens jeg forsøger at holde mig vågen eller i det mindste at fokusere og svare sygeplejersken, som akavet prøver at konversere med mig.
Senere må jeg endelig få slangerne væk fra næsen og få ro til at sove igen. Jeg ved ikke hvor lang tider der går, jeg ved bare at jeg har en følelse af at jeg drømmer. Jeg drømmer om en maskine de bipper nær mig, det er sløret, jeg har svært ved at åbne øjene rigtigt, men jeg kan se at flere sygeplejesker kommer løbende hen imod min seng. En af sygeplejerskerne hæver stemmen og råber “træk vejret Kristina – kom så, træk vejret dybt”. Meget overrasket “vågner” jeg lidt op, men det er svært at vide om jeg drømmer eller om det er virkelighed for jeg har stadig svært ved at fokusere. Jeg koncentere mig om at trækker vejret dybt, selvom jeg helst vil sove og efter nogle dybe vejrtrækninger, får jeg ro fra sygeplejeskerne igen.

Det er virkelig skræmmende, men jeg vil slet ikke kunne genkende nogle af sygeplejeskerne fra opvågningen. Alle deres ansigter er sløret i mit hovede. Jeg ved blot, at min kontakt sygeplejeske havde mørkt hår. Det var virkelig modbydeligt at have så lidt kontrol over ens egen krop. Jeg kunne ikke vågne op, selvom jeg brugte alle mine kræfter på at åbne øjene, fokusere og blive klar i hovedet. Det hele er meget tåget for mig, min krop adlød mig ikke, jeg lå bare der og var afhængig af sygeplejeskernes velvilje.
På et tidspunkt tæt på jeg kommer videre fra Opvågningen, kommer der en operationssygeplejerske ind på stuen med en mand, som nærmest lyder fuld. Hans seng bliver sat ved vinduet og han takker for havudsigten, hvorefter han informerer de andre sygeplejesker om, at han er lidt kærester med operationssygeplejersken. Hun virker dog ikke det mindste begejstret og forsøger at tale normalt med ham, men han bliver ved med at tale, som om de to stod på en bar og flirtede. Hun opgiver og går med de andre sygeplejeskerne fra opvågningen ind i deres lille glas kontor i hjørnet af rummet, som mest af at ligner en mini kommandocentral. Her taler de sammen formentlig i den tro, at vi ikke kan høre dem eller at vi alle er lang væk pga. medicinen. Manden falder i søvn og det samme gør jeg, men jeg vågner en gang imellem kortvarrigt og lytter til brudstykker af samtalerne fra kommandocentral. Det jeg hører stemmer ikke rigtig overens med den empatiske og omsorgsfulde væremåde, som de er overfor patienterne udenfor centralen. Heldigvis talte de kun om mig, da jeg glemte at trække vejret.
Tre timer efter operationen var jeg vågen nok til at få lidt at spise, selvom jeg helst ville have spist sammen med Janich nede på patienthotellet. Jeg har ikke helt kontrol over mig selv endnu, men får spist maden, da jeg forventer, at jeg må komme væk fra Opvågningen, når jeg har spist. Jeg bemærker igen at min tunge føles nærmest som om den er lokalbedøvet i spidsen, det er ufattelig generende.
Herefter fik jeg endelig lov til at komme ned på Patienthotellet til Janich – mod at han holdte øje med mig hele tiden.
Jeg sov det meste af turen med portøren, men jeg fik kortvarigt øjenkontakt med Janich, da jeg kom ind på vores stue. Hans øjne og den måde han aede mig på håret fortalte mig, at han havde været nervøs. Jeg døsede hen selvom jeg gerne vil beroligere Janich og fortælle ham om det hele. Det sidste jeg hører inden jeg igen sover, er sygeplejesken på stuen, som fortæller Janich, at jeg måske stadig er lidt påvirket af narkosen.

Langsomt vågnede jeg op, således jeg kan deltage i en samtale. Jeg spurgte igen til min følelsesløse tunge og fik igen at vide, at det formentlig skyldes slangen i min hals under operationen. Sygeplejesken måtte hjælpe mig ud på toilettet, hvor jeg nærmest brugte en halv time på at tisse grunden morfinen (og til dels den åbne dør).
Sidst på eftermiddagen begyndte jeg endelig at føle, at tågen i mit hovede var i gang med at lette. Janich gik op for at hente mere rød saftevand til mig samt kaffe og kage. Sygeplejesken kom ind for at fjerne slangen i min side, som jeg egentlig havde glemt alt om, selvom den var ubehagelig at ligge på. Hun bad mig dreje om på siden og trække vejret dybt og mens jeg pustede ud, trak hun slangen, som var begravet omkring 15 cm. inde i min krop, ud! AV for pokker det gjorde ondt! Heldigvis lindrede det mig, at den ikke længere sad og generede inde i ryggen.
Janich og jeg nød kagen og fik snakket lidt mere sammenhængende med hinanden, nu da jeg ikke faldte i søvn hele tiden. Kort tid efter ankom fysioterapeuten, som jeg skulle gennemgå nogle øvelser med. Det på trods af, at jeg slet ikke havde været ude af sengen og gå selv! Det er egentlig utroligt, at jeg ikke besvimede.
Tre af øvelserne var de samme, som dengang jeg skulle træne ryggen efter Antibiotikakuren mod Modicen, mens resten af øvelserne var nye. Vi afluttede øvelserne med en kort gåtur samt en tur på trapperne og så var jeg HELT færdig. Jeg blev svimmel, fik et hedeanfald efterfulgt af kvalme, smerter i operations arret og murren i mit underliv. Jeg måtte ligge mig i sengen igen og faldt i søvn, da fysioterapeuten sagde farvel.

Aftensmaden begyndte at blive serveret og vi vidste endnu ikke, om vi skulle blive eller tage hjem. Ikke fordi jeg ikke ville hjem, men fordi jeg havde meget svært ved at overskue transporttiden. For slet ikke at nævne bare det at tage mit eget tøj på og komme fysisk ud til og ind i vores kolde bil.
Mit savn til børnene og tanken om at vågne op på patienthotellet fik mig dog til at bruge mine begrænsede kræfter på at komme i mit eget tøj, så vi kunne komme hjem.
Klokken lidt i syv kørte en sygeplejeske mig ud til vores bil i kørestol og så kørte vi hjemad. Hvilket egentlig gik ret godt, da jeg havde et varmetæppe med fra hospitalet og netop havde fået 10 mg. morfin.

Det var fantastisk at komme hjem til roen, privatlivet og vores seng! Det var helt klart den rigtige beslutning. Desuden ringede vi til Storm, som sov hos hans bedsteforældre for at sige godnat til ham. Åh jeg savndede mine to børn, det værste af alt, var at undvære dem i hvad der føltes som uendelig lang tid.  Isabella sov hos en veninde sammen med to andre veninder, så hende kunne vi desværre ikke ringe til og sige godnat.
Klokken var jo ikke ret meget, så det var for tidligt at gå i seng, derfor valgte vi at se filmen Wonderwoman. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg ville give for at bytte krop med hende eller blot en anden kvinde med en rask krop eller i det mindste bare en kvinde uden konstante smerter.

Smerterne i ryggen tog til i løbet af aftenen og jeg kunne hverken ligge eller sidde ned den sidste halve time af filmen.
Morfinen hjalp lidt på smerterne, men heldigvis havde jeg, for første gange i flere måneder, ingen problemer med at falde i søvn. Natten var dog hård, selvom smerterne fra diskusprolapsen var væk. Det gjorde så utrolig ondt i min lænd uanset hvordan jeg lå, jeg vågnede hver gang jeg skulle dreje mig pga. smerterne. Jeg måtte stå op ved 8 tiden om morgenen, selvom børnene ikke var hjemme, fordi jeg havde brug for mere smertestillende. Heldigvis følte jeg mig udhvilet og klar i hovedet. Helt sikkert fordi jeg overhovedet ikke kunne mærke noget som helst fra narkosen mere, jeg var bare klar til at mine børn skulle komme hjem!

Jeg havde en følelse af, at jeg bevægede mig som monsteret Hannibal med den stive ryg. Selv de simpleste ting var svære, da jeg på ingenmåde må lave et drej i ryggen eller løfte noget. Sygeplejesken fortalte os dagen forinden, at jeg kunne sammenligne min diskusprolaps med en tube tandpasta: “Der kan altid klemmes lidt mere ud og så skal du jo opereres igen!”. Hvis der er noget jeg ikke skal, så er det opereres igen, under INGEN omstændigheder!

Janich kunne først hente børnene efter kl. 9, så jeg holdte skarpt øje med tiden, for jeg er ikke vant til at undvære mine børn og slet ikke i to nætter i træk – det sker måske i gennemsnit 1 gang om året! Jeg ville så gerne vise dem, at operationen allerede havde fjernet de værste nervesmerter og selvfølgelig at jeg var okay. Denne gang havde de nemlig begge været nervøse over at jeg skulle på hospitalet.

Omkring halv ti kom vores bil ind i indkørslen med Janich og børnene. Isabella nåede mig lidt før Storm med en stor buket blomster, så han brød helt sammen. Han mente, at de skulle havde givet blomsterne sammen, men egentlig tror jeg bare, at han havde savnet os så meget, at han ikke kunne styre hans følelser. Og så ville han selvfølgelig gerne havde været den, som omfavnede mig først – han er jo stadig kun 5 år. Heldigvis forsvant gråden hurtigt og nysgerrigheden tog over. De skulle begge se ryggen med de to plastre, kuglepensstreger og det gule jod, selvom Isabella hurtigt fortrød. Jeg fik foruden blomsterne også de fineste tegninger fra dem. Det var virkelig tydeligt at se, at de begge havde brugt lang tid på tegningerne, selvom jeg vidste, at de havde haft et travlt program. Hvor var det dog dejligt at have dem hos mig igen og at operationen er veloverstået.

 

 

Jeg vil gerne takke jer som har skrevet til mig på min telefon, på instagram samt ringet til mig efter operationen. Det betyder alverden for mig især fordi den første uge virkelig var et helvede.
Min inderligste tak til min mand, mine hjælpsomme børn, min mor, to søstre, svigerforældre, onkel og tante som alle har været forbi os og hjulpet meget mere end de overhovedet aner med alt! Lige fra hovedrengøringen, hentning/pasning af børnene, madlavning, indkøb til trøstning af mig og alt muligt andet. Jeg er så rørt over, at I har gjort alt, hvad I overhovedet kunne for at hjælpe. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg/vi var kommet igennem denne tid uden jeres kærlighed og hjælp. Tusind tusind tak fra hele mit hjerte.

 

Billederne er taget i vores have en sensommeraften, hvor min datter og jeg netop havde reddet den fineste sommerfugl fra at flyde med til havs. Vi fandt den på vej hen mod bilen ved stranden. Den lå i vandkanten med våde vinger uden at kunne slippe væk fra vandet og tørre. Den endte med at sidde på min bluse og tørre hele vejen hjem i bilen. Den fine sommerfugl endte derfor i vores have i en Sommerfuglebusk efter, at vi havde ledt efter det helt rigtige sted til den, hvor den ville være i sikkerhed indtil den kunne flyve igen.

6 Comments

  • Reply November 28, 2017

    Marina / cand.mor

    For søren altså, Kristina. Sikke en fortælling. Jeg sidder på kontoret med min morgenmad og forsøger at undgå, at der drypper tårer ned i mine havregryn. Hvor er jeg glad for at kunne læse, at det gik godt, omend I godt kunne have været “mellemregningerne” foruden.

    Masser af kram til jer.

    Kh. Marina

    • Reply November 29, 2017

      labdecor

      Kære Marina, tak for din søde kommentar. Jeg blev helt rørt over at læse den. Jeg har ofte svært ved at poste indlæg som dette,fordi de er så personlige og fortæller meget om mig og mine nærmeste. Men da jeg læste din og de andres kommentarer, så kunne jeg mærke på mig selv, at det var det rigtige valg. Du er altid så sød til at kommentere på mine indlæg og du skal vide at det betyder meget for mig. Tusind tak fordi du altid er så sød til at skrive til mig her på bloggen. Håber at du og familien har det godt? Stort kram til dig Marina!

  • Reply November 28, 2017

    Marina

    Jeg er glad for at du er godt igennem. Den slags sætter livet i et helt andet perspektiv også selvom det “bare” er en operation der skal hjælpe dig med at få det bedre. Det er altid lidt som om man holder livet i hænderne og det gælder også for de pårørende.

    • Reply November 29, 2017

      labdecor

      Kære Marina tusind tak for din kommentar. Det er præcis sådan mine famile og jeg følte det.Især da jeg blev hentet og skulle gå mod operationsstuen.
      Nu er det værste (oprationen) heldigvis ovre. Stort kram

  • Reply November 28, 2017

    Signe Op.

    Jeg er sådan lidt mentalt fraværende, så jeg havde fattet hat af, at du stod foran en så stor operation. Men hvor er det dejligt, at det er gået godt – og at du har det bedre.
    Jeg håber, det nu fortsat bare går fremad, fremad, fremad – og pas nu ikke kun godt på dig selv, men lad også andre passe godt på dig.
    Rigtig god bedring! 🙂

    • Reply November 29, 2017

      labdecor

      Hej Signe, tusind tak for din kommentar 🙂 jeg har heller ikke skrevet om det andre steder end instagram meget få gange, så jeg kan sagtens forstå, hvis du ikke havde opdaget det.
      Jeg lover dig at passe på ryggen- lige nu kommer det af sig selv, da jeg har ondt og ikke kan så meget. Heldigvis går det lidt bedre dag for dag 🙂 Tak fordi du skrev! KH Kristina

Leave a Reply