Skønt design i terrazzo

Terrazzo er for alvor vendt tilbage i indretningen og Lucie Kaas har med deres nyeste kollektion, Erat, bevist, hvor lækkert materialet kan se ud på funktionelt interiør.
Terrazzo bliver ofte benævnt “fattig mands marmor”, fordi det er et kompositmateriale lavet af stumper af marmor, pigment og marmorstøv, som er cementeret sammen. Personlig synes jeg, at terrazzo er langt finere end marmor, fordi alle de forskellige stumper af sten giver en helt unik og meget flot overflade.

Det er den Italienske designer Alberto Bellamoli, som har designet Erat kollektionen for Lucie Kaas. Alberto Bellamoli flyttede til Danmark efter han havde fået en bachelorgrad fra Politecnico di Milano, for at følge sin passion for industrielt design. Han har en kandidatgrad fra Designskolen i Kolding og under sin uddannelse har han både haft et “internship” hos Cecilie Manz studie og hos Normann Copenhagen.

Alberto har ikke kun designet kollektionen, han har også håndplukket selve stenene, som er brugt i terrazzo blandingen til Erat.
Idéen med Erat er, at tage terrazzo ud af sin traditionelle form og genopfinde materialet med funktionelle designs til daglig dags brug. Kollektionen indeholder en lysestage, en holder med et tilhørende spejl samt en bakke i to størrelser og alle findes i tre forskellige farver. Jeg er mest betaget af med den helt lyse farve, da den passer til mest herhjemme og fordi spejlet har et lyserødt skær. Jeg kunne dog sagtens få plads til de andre farver også 😉

Alt i Erat kollektionen er lavet i Lucie Kaas velkendte høje kvalitet, hvilket jeg selvfølgelig også havde forventet. Jeg må dog indrømme, at alle produkterne fra Erat alligevel overraskede mig. Kvaliteten er virkelig lækker, helt ned til den mindste detalje. Bunden af alle produkterne samt bagsiden af spejlet er betrukket med filt, så man undgår ridser. Der er ingen grimme samlinger eller limrester, alt er bare så utrolig lækkert og så ankommer hver del selvfølgelig i en æske.

 

 

Indlægget er sponsoreret.

Be first to comment