Jeg forsøger altid, at opsummere året, der er gået her på bloggen. Det er altid rart lige at opfriske ens hukommelse og gennemgå årets begivenheder. Det har taget mig noget længere tid end det plejer, fordi jeg har haft behov, for at skrive lidt længere tekster. Derfor er det også blevet til et langt og personligt indlæg.
En af de gode ting ved, at man altid har sin telefon lige ved hånden er, at de fleste af os har taget billeder af hver eneste lille såvel som store begivenhed i vores liv. ja selv dagens første kop kaffe på en uvilkårlig ugedag. Ja det er til grin, jeg ved det.
Tror da pokker, at hovedparten af os har så svært ved at være tilstede i nu’et og i det hele taget være offline. Men når det er sagt, så er jeg egentlig ret glad for, at jeg har taget så mange billeder. Min “cameraroll” på telefonen er nærmest min egen lille virtuelle dagbog – fyldt med børnebilleder, familieudflugter, vores hjem, ting som inspirere mig, glimt fra naturen, genbrugsfund, mine vævede resultater, keramik (naturligvis!), hverdagsrutiner – som f.eks. morgenkaffen altså en blanding af alt mellem himmel og jord.
I dette indlæg har jeg valgt nogle af de billeder, som minder mig om en særlig stund med familien eller noget som jeg vil huske særligt fra 2017.
De fleste af billederne er naturligvis af børnene, da det er dem og det jeg laver med dem, der har størst betydning for mig.
Vi har virkelig haft nogle dejlige familiestunder i 2017 uanset om det var hjemme, ude i vores have eller f.eks. på Bornholm. Børnene er lige pludselig blevet store, de er meget vidensbegærlige og lytter til alt, hvad man fortæller dem. Jeg nyder virkelig at vise dem alt det, som jeg selv så som barn og jeg har haft flere nostalgiske øjeblikke sammen med dem. Det er så skønt at mærke, hvordan de nyder trygheden, når vi fire er sammen – såvel som alt det spændende og nye på alle eventyrene.
Den bedste følelse er dog, at Isabella igen har fået hendes tillid til mig. Tillid til at jeg kan passe på hende og hjælpe hende.
Siden jeg blev syg, har det nemlig været sådan, at Isabella næsten udelukkende har henvendt sig til sin far, når der var noget galt eller hun havde slået sig. Hvilket selvfølgelig er helt naturligt, når hun har en mor, der intet kan og ligger syg på sofaen/i sengen det meste af tiden. Jeg har ikke været i harmoni, hverken fysisk eller psykisk, men jeg er blevet stærkere efter, at jeg er begyndt at arbejde med min sygdom fremfor at kæmpe imod den. Hun er på samme måde også begyndt at råbe på mig om natten, når hun har mareridt og selvom jeg er træt, så elsker jeg, at det er mig, hun kalder på.
I 2017 har jeg også haft børnene mere på tomandshånd og det er virkelig noget helt særligt. Hver gang lærer jeg noget nyt om deres personlighed. På billede 6 er Storm med mig til spejdernes årlige loppemarked. Det var så sjovt at være afsted med ham og se ham i aktion på markedspladsen, På billedet sidder vi i teltet og nyder en hotdog – det hører sig jo næsten til et marked 😉
En af det helt store begivenheden i 2017 er, at jeg er blevet moster til lille James, som netop er fyldt et år. Det er min lillesøster Lisbeth, som jeg har haft butik med, der har fået den dejligste dreng. Jeg troede egentlig ikke, at man kunne elske andre børn i nærheden af, hvor meget man elsker ens egne, men James har virkelig “stjålet” mit hjerte. Heldigvis er min søster og hendes mand flyttet tæt på os igen efter en årrække i København. Derfor har jeg været så priviligeret, at kunne se James ofte under min søsters barsel.
Kun en uges tid efter min egen fødselsdag i august blev vi beæret med endnu et nyt familiemedlem. Denne gang var det min mands lillebror og kone, som fik den yndigste lille pige, Agnes. På samme måde som med James gik hun også direkte ind i vores hjerter. Er der mon noget at sige til, at jeg har været en anelse skruk det sidste år!?
En af de hårdeste begivenheder i 2017 var, at jeg blev nød til at finde et nyt hjem til min dejlige gravhund Pelle. Pelle som var min trofaste siddekammerat i sofaen (på slagbænken i køkkenet), som puttede sig ind til mig og natten, som en lille varmepude, som gik med mig uanset, hvor i huset/haven jeg befandt mig og holdte mig ved selskab. Hun var der bare altid, så jeg ikke følte mig, så alene.
Desværre havde Pelle det ikke godt med børn, altså ikke vores børn heldigvis, men med alle andre børn. Hun blev agressiv og ville angribe dem, hvis jeg ikke holdte hende helt væk. På samme måde havde hun det også med en del voksne. Især nogle af vores naboer, derfor kunne hun gø en hel dag udenfor i haven, uanset om vi var hjemme eller ej. Pelle havde nemlig lært af vores to katte at gå ind og ud af kattelemmen i vores kælderdør, hvilket egentlig var praktisk undtagen hendes spektakel.
Det værste var selvfølgelig, at børn gjorde hende nervøs og agressiv og det blev kun værre, uanset hvilken foranstaltning vi tog. Jeg var utryg i forhold til hvad hun kunne finde på,
Jeg kontaktede en dyrelæge, for at få rådgivning om, hvordan vil skulle forholde os til problemet. Hun anbefalede os desværre at finde et nyt hjem til Pelle, hvor hun ikke konstant blev stresset af børn.
Jeg måtte derefter til den hårde erkendelse, som det var, at finde et nyt hjem til min lille Pelle. Det gjorde mig så ondt, at jeg ikke kunne beholde hende. Jeg følte hun var et familiemedlem, jeg kunne da ikke undvære hendes selskab.
Børnene havde virkelig også svært ved at acceptere det. De tilbød ligefrem, at de ikke vil have legeaftaler mere, faktisk ville de gøre alt for at beholde Pelle. Men det ville jo være forfærdligt for alle parter, for Pelle havde det jo også skidt. Vi græd alle sammen og Pelle opførte sig, som om hun vidste, at noget var galt.
Min vidunderlige mand var en kæmpe støtte gennem det hele, han ville hjælpe mig uanset, hvilket beslutning jeg kom frem til. Det betød så meget for mig, at han stod bag min beslutning uanset.
Heldigvis fandt jeg det mest perfekte hjem til Pelle i Odense, hos en hjertevarm familie, hvor hun bliver behandlet, som deres lille øjesten. Vi tilbød at aflevere Pelle for at sikre os, at hun følte sig hjemme hos familien og at hendes nye hjem passede til hende. Selvom dagen bød på uendelig mange tårer og bitter gråd, så ved jeg at det er det helt rigtige sted for hende. Efterfølgende har jeg haft kontakt med dem, for at sikre mig, at Pelle trives hos dem, hvilket hun i den grad gør! Det er virkelig tydeligt nu, hvor stresset hun var hos os, sådan som hendes adfærd er nu. Forøvrigt har hun også fået sin egen facebookside, hvor jeg kan følge med i hendes liv. Men der går stadig ikke en dag, hvor jeg ikke savner hende og hendes selvskab. Når jeg kommer hjem og sætter nøglen i vores hoveddør, forventer jeg stadig at hun står glad og logre med halen.
I 2017 har jeg også været meget produktiv med især væven og keramikken fordi jeg har haft så mange idéer i mit hovede, som jeg gerne ville have ud.
Jeg har fået syet flere forskellige pudebetræk af mine vævede værker – jeg har jo ikke plads til flere vægtæpper på mine vægge 😉 Ej jeg synes virkelig, at det tilfører noget helt andet til værket, når det bliver til en pude. Man fornemme de forskellige garntyper, mønsteret og selve strukturen endnu bedre. Desuden er jeg vild med at blande de forskellige mønstre på puderne sammen med mine øvrige tekstiler i f.eks. sofaen, som kan ses på et af billederne herover.
Isabella har været med til at lave keramik sammen med mig i vores kælder og hun har virkelig sin fars talent for at modulere. Storm har også været med og lavet de sødeste små fantasifigurer – til jul ønskede han sig faktisk en børne lerdrejeskive. Det er vså fantastisk, at de to er interesseret i mine projekter og ønsker at deltage.
Der er også sket meget med mit helbred i år – jeg har både prøvet at brække min ankel og fået bekræftet af en MR skanner, at jeg havde en stor og en lille diskusprolaps, hvor den store skulle opereres væk.
Egentlig synes jeg, at det er gået fremad i 2017. Jeg har ihvertfald kunne deltage i meget mere med familien såvel som med vennerne – så længe det var i dagtimerne, aftnerne er stadig dårlige. Den største ændring i min hverdag, har dog været, at jeg har arbejdet hos Interiørfabrikken i Århus, hvilket nok har præget min Instafeed en del. Det har virkelig været skønt “at gå på arbejde”, ikke mindst fordi jeg har været så heldig at få lov til at arbejde et sted, som virkelig inspirere mig, med alt det jeg elsker at lave, sammen med de sødeste mennesker. Tusind tak til min chef Pernille for et helt fantastisk arbejdsforløb, for din tillid til mig og fordi du aldrig har behandlet mig som en syg.
Jeg følte endelig at mit liv begyndte at ligne et “normalt” liv, men den store diskusprolaps kom desværre og “ødelagde” det hele for mig. I starten påvirkede den mig ikke så meget, men som ugerne og månederne gik, så plagede den mig mere og mere, oveni alle de andre symptomer og smerter. Til sidst blev det så slemt, at jeg ligefrem begyndte at længes efter operationen. Kirurgen ville dog kun operere mig mod, at jeg lovede at deltage aktivt i et genoptræningsforløb, selvom det med alt sandsynlighed vil give mig stærkt øgede smerter samt provokere mit fibromyalgi og Modic (som selvfølgelig var nærmest samme sted, som diskusprolapsen).
Heldigvis gik operationen godt og alle generne fra diskusprolapsen forsvandt mere eller mindre med det samme. Men for pokker det var en hård omgang de første uger efter operationen. Genoptræningen, som jeg skulle lave hjemme, de første 6 uger, gik elendigt uanset hvor meget eller hvor lidt jeg lavede. Derfor måtte jeg i samråd med fysioterapeuten fra Silkebord Rygcenter stoppe træningen indtil jeg skulle starte i et genoptræningscenter med varmtvandsbassin i starten af det nye år
Jeg håber virkelig, at det kommer til at gå bedre, for jeg vil styrke min krop.
.
Der er også sket en masse sjove ting i året, som jeg dog ikke vil skrive, så meget om. Jeg har nemlig allerede skrevet om dem tidligere på året her på bloggen (jeg skal nok linke dertil).
En af de sjoveste oplevelser var nok at deltage i “Sæt Pris På Dit Hjem” (blogindlæg) – selvom jeg kom af med flere af mine yndlingsting! Jeg har dog allerede fået godt fyldt op igen, så hvis der sidder en opkøber og læser med her på bloggen, så send mig endelig en mail! Pengene skulle gå til vores køkken, som jeg håber, at vi påbegynder her i 2018 🙂
En anden stor oplevelse var turen til Bornholm, som jeg forelskede mig hovedkulds i. Det er dog det dejligste sted i Danmark og jeg havde ikke lyst til at forlade stedet. Læs meget mere om turen her: Første del, anden del, tredje del og sidste del.
Endelig har jeg også fået mit helt eget drivhus i vores have (blogindlæg)! Jeg glæder mig så meget til at nyde foråret, sommeren og sensommeren derfra.
I år kunne min dejlige mand og jeg også fejre 10 års bryllupsdag, hvilket betyder at vi hastigt nærmer os kobberbrylluppet!
Det er så vidunderlig, at være gift med sin allerbedste ven, som forstår mig, som altid er der for mig og som jeg kan fortælle alt til.
Med vores kærlighed har vi sammen skabt det mest dyrebare og det allerbedste i vores begges liv; nemlig vores to dejlige børn.
Nogle gange kan jeg slet ikke forstå, at jeg er så ubeskrivelig heldig, at han er min mand. At hans kærlighed til mig er uændret, selvom jeg er blevet syg og har ændret hele vores fremtid.
Jeg ved godt, at du ikke læser med på min blog, men nu skriver jeg det alligevel: Janich, du er det smukkeste og mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt! jeg elsker dig så uendeligt højt og jeg er så lykkelig for, at det er dig, som jeg skal leve resten af mit liv med. Fra første gang jeg mødte dig dengang vi kun var 15 år vidste jeg, at du var mit livs kærlighed. Tak for alt det du giver mig hver eneste dag og fordi du altid er der for mig uanset.
Forsinket rigtig godt nytår herfra 🙂
