Stuen og nagelstager


Nu når vores stue (for engang skyld) er støvsuget og ren, så benyttede jeg lige lejligheden til at tage nogle billeder. Jeg har nemlig ændret på nogle små ting her til sommeren. F.eks. har jeg taget min store rattan gyngestol op i stuen, så er den nemlig nem at tage udenfor, når vejret er så skønt, som det er nu.

Her i indlægget er der en overvægt af billeder af de sorte Nagelstager, hvilket skyldes, at jeg er blevet spurgt, om jeg kunne style nogle billeder af de hjemme hos mig til noget pressemateriale. Det så jeg selvfølgelig som en sjov udfordring og nu når billederne er taget, så synes jeg ligesågodt, at jeg kunne dele dem her på bloggen.

Det er den danske designvirksomhed Just Right, der har fået overdraget de originale tegninger af Nagelstagen af Nagel familien. Just Right har under navnet Stoff valgt at relancere det velkendte designikon i både krom, messing og senest i mat sort metal.
Nagel stagen har en ret fin historie, som jeg har lyst til at dele med jer.

Historien om Nagelstagen starter faktisk 20 år før den så dagens lys! Familien Nagels liv var stærkt præget af afslutningen af 2. Verdenskrigs og alle ødelæggelserne forårsaget af bombardementer. Tusinder af mennesker var blevet gjort hjemløse, og familie var vidne til at livet i deres landsby blev drænet og størstedelen af byens borgere flyttede væk. For at forsøge at skabe et nyt livsgrundlag blev familiens fire brødre sendt ud når mørket faldt på for at samle de tomme amerikanske patronhylstre. Patronerne var nemlig lavet af messing og med dem, kunne deres far, som var landsbyens grovsmed, skabe brugsgenstande af krigens efterladenskaber.
Sønnerne delte deres fars skabertrang og søgte alle ind på Kölns kunstskole. En af sønnerne blev maler og skulptør, en anden guld- og sølvsmed, men det var Hans Nagel, der valgte at føre sin fars arbejde og dermed den lille familievirksomhed videre.

Det var omkring 20 år efter krigen, at Hans Nagel og Werner Stoff holdt mødet, som blev startskudet til deres velkendte stage.
Hans Nagel havde hele tiden været fokuseret på at skabe smukke ting til middagsbordet, mens Werner Stoff havde arbejdet som udøvende kunstner og udviklet sin helt egen signatur – Han kreerede genstande uden hjørner.

Hans Nagel fortalte, at han havde var blevet inspireret til en enkelt lysestage med plads til tre slanke lys efter en skiferie i Alperne. På ferien var han ved et uheld faldet bagover, havde taget fra med hånden og sat tre fingerhuller i sneen.
Hans Nagel spurgte Werner Stoff, om han kunne tænke sig at lave designet af stagen for ham?

Nagelstagen blev lanceret i slutningen af 1960erne, som et kunstværk, et personligt statement og en foranderlig skulptur, der tager form efter sin ejer. Det blev Nagelstagen, som vendte den lille familievirksomhed til en succes, virksomheden voksede og blev verdenskendt.

I flere år er de enkelte Nagelstager ikke blevet produceret, men har udelukkende kunne opdrives på loppemarkeder, især i Tyskland, og i moderne antikbutikker. For nogle år siden var jeg heldig at få tilbudt en samling af de gamle krom Nagelstager i original emballage og jeg har aldrig fortrudt mit køb.
Jeg var heller ikke i tvivl om, at jeg gerne ville eje en samling af de relancerede Stoff Nagelstager og de sorte stager passer virkelig fint ind – både som skulptur uden stearinlys og som lysestage.
Det er bestemt noget, som jeg også i fremtiden vil samle på og forhåbentlig øge min samling af, for så dermed at skabe en endnu større skulptur/lysestage.

Be first to comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.