Nye væg farve i stuen

Vores stue har fået et helt nyt look med en ny vægfarve! Egentlig var jeg ikke som sådan træt af den mørkeblå væg, men jeg synes, at stuen havde fået et rodet udtryk og den blå bagvæg hjalp ikke (se den “gamle” version af vores stue her). Derfor bestemte jeg mig for, at det nederste hjørne skulle males i en ny farve.

Efter lang tids søgning på Pinterest, Instagram samt adskillige magasiner, endte med at blive en helt almindelig lyseblå. Jeg havde oprindeligt mange farver i kikkerten – lige fra svag lyserøde til terrakotta og endda lavendel, men jeg blev ved med at vende tilbage til den lyseblå. Det endelig valg traf jeg dog først efter, at jeg havde “besøgt” Sofie Amalie profil @thusthefuss på Instagram. Faktisk er jeg meget begejstret for hele hendes stil og den måde hun har indrettet sig på! Jeg vil klart anbefale jer at besøge hendes profil lige her.

Jeg blander næsten altid mine farver selv og denne gang er bestemt ikke en undtagelse. Derfor ligner min farve heller ikke den @thusthefuss har, men jeg er selv glad for resultatet. Jeg er især tilfreds, fordi farven er blevet meget mat og dermed næsten ligner kalkmaling, hvilket passer rigtig fint til vores gamle hus. Desværre får den hurtigt “skrammer” og kan ikke tørres af, men det har også kun kostet mig omkring 149 kr. og der er stadig meget tilbage i dunken.

Desværre tog hele projektet lidt længere tid end jeg havde regnet med, da den ene væg først skulle have fjerne det (forbandede) savssmuldstapet… Men herefter gik det hurtigt. Janich lavede det meste, formentlig fordi han hadede den mærkeblå væg pga. det forskelligeartede udtryk.
Til sidst skulle alt på plads og vi valgte at flytte om på stuen, således sofaen fik sin oprindelige plads igen. Desuden flyttede vi mit “kinesiske” barskab hen til sofaområdet, hvor det passer meget bedre ind. Det var faktisk skabet som jeg købte efter “Sæt pris på dit hjem”. Skabet var faktisk betingelsen for, at jeg overhovedet ville sælge Karin Mobring stolen 😉
På Barskabet har jeg placeret den skønne Macaroon lampe fra Lucie Kaas for at give hyggebelysning i stuen. Messing abe-lysestagen er en favorit, som jeg netop har købt på udsalg online hos H&M.

Det smukke runde messingspejl fra Mojoo, som tidligere hang på billedvæggen, hang jeg sammen med de tre Stardust ophæng, også fra Mojoo. For at skabe ballance mellem alle messing objekterne hang jeg min yndlingslampe. Lampeskærmen er designet af Svend Aage Holm Sørensen og selve træ stativet er designet af en svensk designer (husker desværre ikke navnet). Jeg var meget heldig at finde lampen hos @Genbrugsbix via Instagram, som er en af mine yndlings sælgere!

Messingbordet er fra Hay og den piggede vintage kande med eucalyptus grenene har jeg ligeledes fundet via Instagram. Den stor hvide gulvvase er fra Kählers serie Unico, som er designet i samarbejde med Anders Arhøj. Den glæder jeg mig allerede til at finde en stor gren til og se grenen blomstre, så jeg kan føle at foråret kommer nærmere (selvom det er så koldt!).
Hørgardinerne fra A.U Maison passer virkelig godt til den lyseblå farve og kommer meget mere til sin ret med den nye indretning. Nu kan jeg bedre beundre dem og den stoflighed de tilfører vores stue.

Jeg har lavet vores nye billedvæg en del mere enkel, fordi det andet så alt for rodet ud, så man nærmest ikke rigtig så nogle af værkerne. Nu hænger der kun seks billeder, alle i hver sin stil, men alligevel synes jeg at de komplementere hinanden fint. Det nyeste af billederne er det i den sorte ramme, som jeg netop har fundet i en Røde Kors butik til sølle 50 kr. Det med den blå hånd er fra Can og fotoet af Detroit er af Mathias Juel Christensen – disse to har jeg fået i gave af min mand og børn, så de to holder jeg ekstra meget af.
Trykket med citronen er af Monika Petersen og det har jeg altid været rigtig glad for, formentlig fordi jeg altid har været fan af Monika Petersen tryk.
Det unikke papirsklip er lavet af dygtige Kristine Hellesøe og faktisk købt dengang jeg arbejdede hos Interiørfabrikken. Jeg købte det efter optagelserne til “Sæt pris på dit hjem”, hvor jeg fejrede resultatet/salget med at købe dette klip, som jeg længe havde været forelsket i.
Det sorte unika maleri i messingramme, som hænger øverst i midten, er fra Ugoku Movement og er også et af de nyeste værker i min samling.
Messinglampen med indbygget hylde ved billederne er fra Frama og købt hos en af mine favorit butikker; Champagne Pony Club! Messingstagerne på hylden er vintage Skultuna fyrfadsstager, som jeg netop har fundet i en genbrugsbutik i Hornslet.
Keramik øjet er mit eget design, det er faktisk det første øje, som jeg har lavet efter, at jeg impulsivt fik idéen.

 

Be first to comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.