Inden sommerferien begyndte jeg at arbejde hos tekstildesigneren og butiksindehaveren Helene Vonsild i hendes væve værksted i Thorsager.
Helenes butik 1+1 Textil & Design har altid været en af mine absolutte yndlingsbutikker pga. dens brede udvalg af keramik og kunsthåndværk, men især også pga. Helenes smittende passion for det hun sælger. Helene har helt klart været en stor inspiration for mig og min forkærlighed for keramik. Samtidig har hun været med til at åbne mine øjne for tekstildesign og derunder vævning.
Helene er uddannet tekstildesigner fra Designskolen i Kolding med speciale indenfor vævning. Hun har modtaget en sølvmedalje, den højeste udmærkelse ved Kunsthåndværkerprisen af 1879, samt et rejselegat, som hun brugte til en studietur til Japan, som altid har inspireret hende.
Hun har designet et bredt sortiment af puder – Selvfølgelig syet i tekstiler, som hun selv har udviklet og vævet designet til prototyper på. Tekstilet, er sat i produktion hos Kvadrat.
I 2007 modtog hun Formlandprisen for hendes flotte puder.
Hun er også kendt for hendes fantastiske fantastiske vævede unika værker, som hun udstiller med i det meste af danmark.
Derfor var det drømmejobbet at komme til at arbejde i Helens værksted! Ikke kun pga. væverdelen, men også fordi Helene er så inspirerende at arbejde sammen med. Hver gang jeg har været på arbejde, går jeg derfra glad og med hovedet fuld af idéer.
Udover væverdelen består min arbejdsdag også af styling og sociale media opgaver – noget der (ikke så overraskende) også ligger mit hjerte meget nært.
Alle mine arbejdsdage er forskellige og jeg prøver noget nyt hver gang med alt indenfor vævning, kunstudstillinger, styling, social media, leverandør kontakt, Formland besøg, foredrag, keramik mv.
Jeg får så meget inspiration, hver gang jeg er på arbejde. Nogle gange kommer inspirationen fra helt simple knuder i vokset garn, vores samtaler, Helenes værker, væven, garnprøver, keramikken, faglitteratur eller magasiner, foredrag, selve værkstedet og omgivelser.
Sidste gang jeg var på arbejde, skulle jeg bl.a. style og tage billeder af værkstedet for at se om jeg kunne fange nogle af Helenes arbejdsprocesser, det der inspirerer Helene, hendes arbejde samt den helt særlige stemning, der hersker i det smukke gamle rum. Jeg er selv meget betaget af de store blå vinduer, resterne af det orientalske tapet og lyset fra naturen udenfor i samspil med alle de forskellige garntyper og vævede tekstiler. Resultatet blev nogle af ovenstående billeder, som skal bruges til 1+1 Designs instagram profil, hvor man kan følge med i Helenes eget design.
Keramikken rundt omkring i værkstedet er selvfølglig fra 1+1 Textil & Design. De små træ væverammer er designet af Astrid Skibsted og kan også købes i Helenes butik. De findes forøvrigt også i helt klar akryl. Det er virkelig fine at prøve kræfter med uanset om, man er erfaren væver eller nybegynder og så er de meget dekorative på væggen.
De smukke blækværker på bordet har Helene lavet og de tørrede plantedele stammer fra en rejse til Grækenland. Det hele bidrager som inspirationskilder til kommende kunstudstillinger eller nye tekstiler, som Helene løbende udvikler.
Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal på arbejde, måske der komme nogle flere billeder fra værkstedet her eller på instagram.
Leave a Reply