DIY Papirfremstilling

Jeg er typen som aldrig – eller i hvert fald helst ikke smider noget ud, derfor har jeg fået samlet mig en større mængde af afklip fra mine papirblomster. Alle resterne af crepepapiret fyldte efterhånden meget og jeg stressede lidt over, at der gik så meget papir til spilde. Jeg besluttede mig derfor, for at prøve at lave papir ud af resterne og det var faktisk en ret sjov måde, at skabe noget nyt på. Her er en lille kort beskrivelse af, hvordan man kommer i gang med at lave papir:

Materialer:
Papirrester
Skål
Stavblender
Støberamme (brudeslør, hæfteklammer og ramme)
Svamp
Balje eller stor vask
Piskeris
Evt. tørrede blomster eller andet

Først og fremmest skal du have papirrester, som f.eks. crepepapir – men en almindelig æggebakke fungere også fint.
Klip eller riv alt papiret i småstykker og dæk det hele til med vand.

Når papiret har stået i vandet en times tid eller to, hældes vandet forsigtig fra – gem en lille smule af vandet i skålen sammen med papirmassen så er det nemmere at blende.
Nu skal den våde papirmasse laves til papirpulp vha. en stavblender.
Jeg forsøgte også med vores blender, men det fungerede bedst med stavblenderen. Hvis du ikke selv har en stavblender kan den ofte erhverves for omkring 40 kr. i en genbrugsbutik.

Nu er papirmassen blevet til papirpulp og klar til at blive til papir.

Lav en eller flere rammer i den størrelse, som du ønsker papiret i. Jeg bruge en ganske almindelig træramme med malerlærred, hvor jeg udskiftede malerlærredet med brudeslør samt en gammel træramme uden glas. Brudesløret skal fastgøres stramt på rammen med hæfteklammer – det kan godt betale sig at være grundig, for det er træls, hvis brudesløret er for stort eller falder af i et hjørne, når man er i gang med at lave papiret.
Man kan selvfølgelig også købe færdige rammer til at støbe papir i.

Lav et sted hvor de våde papirark kan tørre. Det optimale er filt eller klude, men jeg har brugt store glatte papstykker samt en papkasse. Dog var det svært at fjerne papiret fra papkassen uden at ødelægge det, så det kan jeg ikke anbefale.

Brug en balje eller en vask, som er større end dine støberammer og opløs papirpulpen med vand. Jeg fyldte ca vasken 1/3 op med vand til et kilo papirpulp. Pisk pulpen sammen med vandet, som det hele er opløst.

Herefter føres støberammen ned i vandet og trækkes vandret op igen med vand og papirpulp, så pulpen lægger sig på rammen, og vandet løber fra. Når vandet er løbet fra kan man evt. tilføre pressede blomster, som jeg har gjort på det lyserøde papir.
Vend det våde papir ud på det sted, hvor det skal tørre med brudesløret opad, og dup derefter med en svamp på den modsatte side, således det overskydende vand fjernes og papiret slipper rammen.

Papiret skal nu tørre og det er lidt forskelligt, hvor hurtigt det tørre alt efter luftfugtighed mv. Jeg vender mit papir engang i mellem og skifter underlaget, hvis det er for fugtigt. Når papiret er tørt kan det presses mellem nogle bøger for at gøre det mere plan.

Jeg har brugt noget af papiret til visitkort og andet har jeg sat i en af den transparente akrylrammer fra Studio About.

Be first to comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.